Gaven fra Valdemar - fotografier fra Gl. Estrup

27 april, 2008

Gammel Estrup fotomappeI Historiens Hus er vi netop blevet klar med den første sommerudstilling: Gaven fra Valdemar - fotografier fra Gammel Estrup 1927. Udstillingen fortæller om en speciel gave og dens giver.
Vi glæder os til jeres besøg, og håber I vil prøve vores nye freebies, audioguiden og at I vil bladre i fotoalbummet - helt uden handsker ;-)
Gammel EstrupUdstillingen er etableret af Charlotta Jenkins og Avatine Fall - det er Avatine, der har kurateret*…
Link til Historiens Hus.

*Kuratering
At kuratere en udstilling vil sige at udtænke den, og at udvælge hvilke kunstnere eller værker, som udstillingen skal sammensættes af. Det handler altså ikke blot om at ’lave’ en udstilling af eksempelvis ny dansk kunst, men om at ’kuratere’ den – at ’skabe’ en sammenhæng frem for blot at præsentere noget.


Websider i Second Life

25 april, 2008

Den 1. marts 2008 skrev jeg på min blog om ”RSS-feed i Second Life”. Det var jeg ret glad for, at jeg endelig havde fået til at virke, for nu kunne jeg vise bl.a. nyheder fra forskellige websites i Second Life.

Glæden var dog kort; ved næste programopdatering havde Linden Lab fiflet med Media-fanebladet under About Land således at man nu ikke længere kunne ”snyde” Quicktime til at afspille en XML-fil som en video.

Til gengæld var der implementeret en ny feature kaldet Web Content og det lød jo ret spændende. Der har længe gået rygter om ”HTML on a prim” dvs. muligheden for at vise HTML-filer på en prim (og på sigt have en komplet webbrowser på en prim).
Web Content er første step i den retning idet man kan indtaste en url (f.eks http://www.wonderfuldenmark.dk) og få vist siden som en texture på en prim. Desværre er det kun et statisk billede, og man kan hverken klikke, scrolle eller noget som helsk andet på siden. Endvidere kan der fortsat kun være et Web Content pr. parcel og man skal stadig trykke Play i moviepanelet (og have Quicktime installeret på sin computer). Så selvom det er et lille skridt i den rigtige retning, så er der stadig lang vej igen før Second Life i brugervenlighed nærmer sig det nuværende internet.

Bloggen paa Torvet
Nu kan det seneste indlæg på min blog læses på plankeværket på Torvet i Wonderful Denmark.
 


Freebie Factory

16 april, 2008

Freebie FactoryFreebie Factory kan på dansk nogenlunde oversættes til Gratisting Fabrik og er som navnet siger et sted, hvor du kan få gratis ting. De fleste ting er lavet af Wonderful Denmarks chefkonstruktør Kaj Bing, der også har bygget store dele af Wonderful Denmark. Så hvadenten du mangler en hest, en ko, en gravko, en PH 3 lampe, en AJ Myre stol eller en munk, så er Freebie Factory stedet.
Fabrikken har ligget der længe men er for nylig blevet opdateret med en masse nye ting - kig forbi!
Link til Freebie Factory

Freebie Factory


Hummel i Second Life

13 april, 2008

Vi er glade for at kunne byde velkommen til Hummel International Sport & Leasure A/S i Wonderful Denmark. Vi har “overtaget” Hummels butik, der lå på øen Danish Design, der nu er lukket. Butikken er en konceptbutik, der har været anvendt til at vise butiksbestyrere verden over, hvordan Hummels nye butikker ser ud. Endvidere har den været anvendt på en fokusgruppe i Kina.

Hummel

Nu ligger den i Nørregade i WD og viser Hummels nye designlinie for deres butikker. Vidste du i øvrigt, at Hummel er en 100% dansk virksomhed, og at den blev grundlagt i 1923?

Link til Hummel i Second Life


Koncert og lyrikaften

11 april, 2008

Søndag aften var der koncert og lyrikaften i Den gamle Have i WD arrangeret af 5 af WDs venner; Softy Karas, Nala Ewing, Sifanny Nishi, Mamma Moe og Valter Lowe. Der blev oplæst egne digte mens Mamma Moe spillede live klaver i baggrunden. Det var en overraskende stemningsmættet oplevelse, hvor lyd- og billedeside smeltede sammen til en følelse af, at være der selv. Samtidig var det surrealistisk at tænke på, at vi i virkeligheden sad hver især hjemme foran vores egne computere.
Efter digtoplæsningen fortsatte Mamma Moe på klaveret med danske klassikere, hvor især temaet fra Matador vagte jubel.
Aftenen var et godt eksempel på, hvor “virkelig” Second Life kan være og et godt bud på, hvordan Second Life fortsætter med at blive udviklet af kreative brugere.

Lyrik

Lyrik

Lyrik


Besættelsen

9 april, 2008

I morges vågnede jeg tidligt ved lyden af flyvemaskiner i det fjerne. Da jeg stor op og kiggede ud af vinduet, så jeg en lang række af brunmalede lastbiler køre forbi. På gaden lå der flyverblade med teksten “OPROP! Til Danmarks Soldater og Danmarks Folk!”.
Det ser ud til, at tyskerne er kommet til Wonderful Denmark for at forsvare os mod englænderne og franskmændene. Nå ja, og så er det den 9. april i dag…

9. april 1940

Besættelsen

9. april 1940

OPROP! Til Danmarks Soldater og Danmarks Folk!


Historiens Hus

8 april, 2008

I al stilhed har Second Life fået en ny attraktion; Historiens Hus i udkanten af Wonderful Denmark. Huset bestyres af Charlotte Jensen (aka Charlotta Jenkins), der arbejder med historieformidling til dagligt (blog: http://charlottehsj.wordpress.com) og åbnede i Påsken med en udstilling om netop Påsken. Der var også arrangeret æggetrilning på Torvet samt æggejagt over hele WD. 54 æg var placeret rundt omkring, og der var præmie til den, der fandt flest æg. Ikke mindre end 8 personer fandt alle æg - flot! - så der blev udbetalt 8 x 500 L$ i præmier.

Påskeudstillingen er pillet ned igen og en ny udstilling er ved at blive opsat, men mere om den senere. Udover udstillinger rummer bygningen også information om bl.a. slægtsforskning og arkæologi. Fik jeg nævnt, at i museumsbutikken er alle varerne gratis?

Charlotte har også stiftet en forening (en gruppe) kaldet Historiens Venner, som alle med interesse for historie er velkomne til at melde sig ind i.

Bygningen, der rummer Historiens Hus, er i øvrigt en kopi af Svinninge station på Odsherredbanen tegnet af DSBs navnkundige arkitekt Heinrick Wenck, der bl.a. også har tegnet Hovedbanegården i København.

http://slurl.com/secondlife/WD2/183/86/26


Second Life indslag i TV2 Nord

6 april, 2008

En af WDs lejere - Marianne Riis (aka Mariis Mills) fra Aalborg Universitet - har deltaget i et indslag i TV2 Nord under titlen Hjernefabrikken. Se den her: http://tinyurl.com/557m8h


Koncert og lyrik søndag den 6. april kl. 21

5 april, 2008

På søndag den 6. april kl. 21 inviterer en gruppe af Wonderful Denmarks faste besøgende til koncert og lyrik aften i Den gamle Have.

En af arrangørerne Softy Karas fortæller:
“Efter den sidste succes på Torvet - med musik – maleriudstilling og oplæsning af digte – hvor virkelig mange mennesker var mødt op, vil vi gerne prøve at udrette et nyt arrangement - dog lidt anderledes denne gang.

Vi har fået den formidable Pianistinde Mamma Moo til at spille et par numre på klaver samt lægge musik til digte/lyrik skrevet af Nala Ewing – Valter Lowe – Sifanny Nishi og Softy Karas.

Det er første gang vi er så mange sammen om det (5 personer), og vi håber at det giver et så godt resultat, at vi kan få andre til at deltage og at vi kan gøre det til en fast tradition her i SL - At gøre noget ved kulturen – også indenfor disse rammer”.

Til ovenstående kan jeg kun tilføje, at jeg synes det er en rigtig god idé samt at Den gamle Have er åben for andre, der har lyst til at arrangere et event.


Lolland Community Testing Facilities in Second Life

3 april, 2008

Ovenstående titel er det officielle navn på et stort projekt, hvoraf fase 1 netop er afsluttet. Nogle har måske allerede opdaget de to nye sims, der er dukket op umiddelbart syd for Wonderful Denmark. På disse to sims er placeret en nogenlunde nøjagtig kopi af den virkelige Lolland og det er her, projektet hører hjemme.

bas_launchpad.jpg

Lolland Community Testing Facilities (CTF) er et omfattende reallife projekt på Lolland omfattende en mængde installationer og testanlæg indenfor miljø og energi. Et af projekterne er desuden at profilere Lolland som den førende aktør på dette område frem til klimatopmødet i København til næste år. Og det er her Second Life kommer ind i billedet. Det er ikke alle, der har mulighed for at besøge Lolland reallife, så formålet med dette projekt er at tilbyde det næstbedste, nemlig at besøge Lolland i Second Life.

Fase 1 i Second Life består af tre separate projekter:

bas_brint.jpg

1. Et brintanlæg, der ved hjælp af overskydende elektricitet fra de omkringliggende vindmøller, omdanner vand til brint og ilt med det formål at gemme brinten og senere anvende den til produktion af el og varme.

bas_vestenskov.jpg

2. Et fullscale brintanlæg, der forsyner 5 huse i landsbyen Vestenskov syd for Nakskov med brint produceret af overskydende elektricitet fra vindmøller. I husene opsættes et lille anlæg, der omdanner brinten til elektricitet og varme.

bas_camp.jpg

3. Camp ClimaX, der skal være Lollands udadvendte center for miljø og energi. Kommer bl.a. til at indeholde et auditorium med Europa´s første “Science on a Sphere” - en computeranimeret model af jorden.

Punkt 1 findes allerede i reallife mens punkt 2 og 3 endnu kun er på tegnebrædtet - eller sagt på en anden måde; punkt 2 og 3 findes kun i Second Life.

I tirsdags var jeg til Lolland CTF Launch Pad i Nakskov og præsentere fase 1 i forbindelse med yderligere 3 præsentationer (Lolland CTF i GoogleMaps, olieproduktion fra alger og økonomiske miljømodeller) - som det ses, kom vi langt omkring og de ca. 100 tilhørere heriblandt Lolland Kommunes borgmester Stig Vestergaard fik en spændende eftermiddag.

http://slurl.com/secondlife/Lolland/113/173/22

Læs mere om Lolland CTF på www.lolland-ctf.dk