I WD´s Freebie Factory er der kommet ikke mindre end 39 nye freebies lavet af Lotus Wiranata.
Second Life Solution Provider Konference
19 juni, 2009Tirsdag og torsdag har jeg været til Solution Provider Conference arrangeret af Linden Lab. Formålet var dels at informere om Linden Labs planer fremover og dels at møde andre Solution Providers og skabe nye netværk.
Alle Solution Providers fik tildelt en stand på udstillingsområdet og jeg byggede en miniudgave af Svinninge Station på 8 x 8 meter og opsatte forskellige skilte og plakater i den, der fortalte om virksomheden WonderfulDenmark.dk og de services, vi kan tilbyde. Der er kun adgang til udstillingsområdet for Solution Providers og Linden Lab ansatte, så jeg har sat en kopi af standen op på Torvet i WD.
Oversigt over udstillingsområdet med over 100 stande i ren klondyke stil. Der er stadig nogen, der bruger store roterende prims…
Find WD´s stand. ![]()
Her er WD´s stand tæt på. Den blev bygget til formålet af forhåndenværende prims fra Svinninge station tilsat lidt gaslygter og emaljeskilte.
Som en del af tilmeldingsproceduren blev alle Solution Providers bedt om at underskrive en erklæring om tavshedspligt, så det er begrænset hvad jeg kan (og må) fortælle om selve konferencen. Der var over 120 tilmeldte Solution Providers, så vi blev fordelt ud over 6 sims foran en videoskærm, hvorpå der blev streamet både live og båndet.
I løbet af de to dage var der indlæg fra bl.a. den tidligere direktør for Linden Lab Philip Rosedale, den nuværende direktør Mark Kingdom og et antal Linden Lab medarbejdere. Som nævnt kan jeg ikke referere indholdet men dog nævne, at jeg ikke synes der var de helt store nye revolutionerende ting på vej.
Der er ingen tvivl om, at Linden Lab med al magt vil fortsætte med at kæmpe for at bevare det monopol på virtuelle verdener, de næsten har i dag. OpenSim blev f.eks. ikke nævnt med et ord. Virtuelle verdener er inde i en ret stillestående fase i øjeblikket og jeg er ikke i tvivl om, at det store gennembrud, som vi alle går og venter på, først kommer den dag, hvor andre også kan koble servere på, og Linden Lab ikke længere har monopol på salg af land.
De over 100 konferencedeltagere blev fordelt på 6 sims. Der er som bekendt fortsat en defaultgrænse på 40 avatarer pr. sim i Second Life.
Glenn Linden interviewer Linden Labs direktør Mark Kingdom (til venstre) på baggrund af spørgsmål stillet af tilhørerne (os) under præsentationen.
Her er Glenn Linden ved at interviewe Tom Linden i form af en grøn frø på en laptop via Second Life fra hans kontor i London og streamet tilbage i Second Life til et publikum placeret rundt omkring i verden. Temmelig syret, hvis man begynder at tænke over det.
OpenSimulator
6 juni, 2009Da Linden Lab i 2007 frigav kildekoden til Second Life klientprogrammet havde de næppe regnet med, at nogen ville forsøge at lave serverdelen, men det var netop, hvad der skete. Flere grupper og enkeltpersoner begyndte at programmere deres egen kopi af Second Life og dem, der er kommet længst, kalder sig OpenSimulator.org.

Selvom der stadig mangler en del funktionalitet, så er OpenSim i dag ved at være et brugbart alternativ til Second Life. Jeg har downloaded og installeret OpenSim på min egen pc og det fungerer glimrende. For at logge på OpenSim serveren anvender jeg Hippo OpenSim vieweren. Som default får man en avatar kaldet Test User samt en sim med en lille ø i midten og så er man på egen hånd derfra.
Jeg gik straks i gang med at bygge rådhuset fra Wonderful Denmark. Alle textures til byggeriet havde jeg i forvejen på min pc, så de blev hurtigt uploaded til OpenSim (eller rettere importeret da det hele foregår på min egen pc). På venstre side af min skærm havde jeg Second Life kørende og på højre side OpenSim, og så var det blot at konstruere og texturere de samme prims fra SL til OS. Der findes et program kaldet Second Inventory, der skulle kunne eksportere objekter fra SL til ens egen harddisk og derfra importere til OS – det må undersøges nærmere på et tidspunkt.

Rådhuset i Wonderful Denmark – ikke i Second Life men i OpenSim!
Hippo OpenSim vieweren kan også anvendes til at logge på OpenSim gridden kaldet OSGrid og jeg har været rundt og besøge forskellige sims i denne grid. Første stop var et freebie sted, hvor jeg fandt et skin, der med lidt god vilje ligner mit Doctor Asp skin i SL. Når man er på sin egen OpenSim server og ikke er koblet på det fælles grid, så har man kun en række textures i sin inventory dvs. ingen skin, tøj, freebies eller noget som helst andet.

Hippo OpenSim vieweren ligner i store træk originalen fra Linden Lab.
Her følger en oversigt over mine observationer over fordele og ulemper ved OpenSim indtil videre:
Fordele
Gratis
Ubegrænset antal sims (afhængig af hardwaren)
Kan køre bag en firewall så ingen fremmede avatarer kan logge på
Kan benyttes af børn og unge under 18 år
Ulemper
Næsten ingen brugere i OSGrid
Ingen valuta
Ingen søgefunktion
Ingen voice
Listen vil blive opdateret/rettet efterhånden som jeg får mere erfaring med OpenSim.
Valgkamp i Second Life
3 juni, 2009I forbindelse med valget til Europaparlamentet på søndag er Venstres kontor i Nørregade blevet opdateret med bl.a. en oversigt over Venstres kandidater.
Venstre er – så vidt vides – det eneste parti i Danmark, der anvender Second Life i valgkampen. Til gengæld er der flere, der bruger Twitter (som jeg stadig ikke kan se meningen med).
Second Life Case Stories
20 maj, 2009
I mit kontor på Torvet i Wonderful Denmark har jeg netop opsat 4 plakater med links til 4 interessante case stories. Følgende firmaer og organisationer beskriver, hvordan de anvender Second Life professionelt: IBM, the New Media Consortium, The National Oceanic and Atmospheric Administration og Open University.
Ny Freebie Factory
15 maj, 2009
![]() ![]()
|
Vores Freebie Factory er flyttet til nye og større lokaler. ”Gratis fabrikken” er flyttet ind i den gamle Højbygaard Sukkerfabrik, hvor der er meget mere plads. I stueetagen har Charlotta Jenkins fra historiens Hus etableret sig med en lang række freebies og på første sal finder du alle freebies fra Wonderful Denmark. Vi vil med jævne mellemrum lægge nye freebies til gratis afhentning i fabrikken, og alle freebies er selvfølgelig af eget fabrikat. Af nyheder kan nævnes brændeovne, bøgetræer, en telefonboks og en havørn. Link til Freebie Factory |
Besøg af norske lærere
6 maj, 2009I mandags havde jeg en gruppe norske lærere med på rundtur i Wonderful Denmark. Der var flere, der kunne genkende Korsbæk, så noget tyder på at Matador også har været sendt på norsk tv.
John Eivind Storvik har blogget om turen.
4. Maj 1945
4 maj, 2009
Befrielsen den 4. maj 1945 fejres på Torvet i Wonderful Denmark med en lille udstilling samt en freebiekasse med forskelligt til lejligheden indhold. I aften tænder vi lys og afbrænder mørklægningsgardiner i gaderne.
1. Maj 1890
1 maj, 2009
I dagens anledning kan du på Torvet i Wonderful Denmark i dag få en kasse med forskelligt 1. Maj udstyr, der blev anvendt i slutningen af 1800-tallet til at markere arbejdernes kampdag: 1. Maj mærke, høj hat, jakkesæt, rød fane og grøn Tuborg…
The Big Spring Hunt
21 april, 2009
Er du med i The Big Spring Hunt? Find røde tulipaner med flotte præmier rundt omkring i Second Life!
På Torvet i Wonderful Denmark står et blåt skilt med information om, hvordan du gør. Klik på skiltet og få et notecard med 35 landmarks til steder, hvor de røde tulipaner er gemt.
Et sted i nærheden af Torvet har jeg gemt WD´s tulipaner. Kan du finde dem?
Jovanas have
17 april, 2009
Årets påskekonkurrence i WD blev vundet af Jovana Yordstorm, der straks omsatte en del af gevinsten på 1.000 L$ til indkøb af en legeplads. Den er nu opsat bagved Rådhuset i det nye anlæg, der er døbt Jovanas have. Der er gratis adgang for børn i alle aldre.
Link til Jovanas have.
Hvem bliver årets påskehare? 1.000 L$ i præmie!
8 april, 2009
I sidste års æggejagt gjaldt det om at finde i alt 54 æg. Denne gang kan du nøjes med fem! Find påskeharens rede i Wonderful Denmark – den rummer frem pastelfarvede æg. Pimp din avatar op til påske – med fx hareører, gult tøj, påskeliljer etc. og tag et billede af dig selv ved reden.
Put billedet i dropboxen på Torvet inden søndag morgen. De bedste, flotteste, sjoveste billeder vises på Torvet. Hele søndagen og hele mandagen kan du stemme om, hvem af de udvalgte der skal være årets påskehare.
På Torvet får du også en vejledning i, hvordan du tager billeder i SL.
Lokalnyt
31 marts, 2009Dansk Service er flyttet til nye lokaler på Rådhuspladsen. Besøg kontoret og hør den helt nye præsentation af firmaet (tryk evt. Play i bunden af din skærm).
I Freebie Factory har Charlotte fra Historiens Hus opsat en række historiske freebies bl.a. blomster, gallatøj og vampyr, djævel og Frankenstein avatarer.

I udkanten af Wonderful Denmark (sydvest for sandkassen) har en af vores tyske venner etableret et lille bådeværft, hvor der bygges gamle træskibe.
Wonderful Denmark 2 år
12 marts, 2009

Den 10. marts 2007 dukkede en ny ø op i Second Life havet og den blev navngivet Wonderful Denmark. Det fejrer vi den 15. marts 2009 med en stor retrofest i 1950´ernes tegn.
Du kan komme som du er – men du kan også finde strutskørt, anderumpe og læderjakke frem i dit inventory og være med til at skabe den rigtige stemning fra tiden. Måske vinder DU én af de to præmier på 500 L$ for bedste 50´er outfit.
Hvis du ikke har det helt rigtige look endnu, og har brug for lidt inspiration, kan du hente en shoppeguide på torvet fredag den 13.
Vi håber at se de sejeste chicks og friskeste fyre i SL den 15. marts klokken 21 (dansk tid), når vi rydder Rådhuspladsen og aftenens DJ spiller klassisk rock fra den gang mor var dreng.
Valentines dag
12 februar, 2009Romantik og party-in-pink til Valentinsdag – 14. februar kl. 21.00
Fra den 13. – 15. februar kan du ikke kende WD igen; Overalt er der romantik i luften. Kom og få et smukt skinnende hjerte, du kan bære på brystet. Tag din date med rundt til en række kysse-og-kramme steder, hvor poseballs fyldt med kys og kærlighed venter på jer. Få notecardet med henvisning til alle de søde steder på Torvet, hvor du også kan se en lille udstilling om, hvem Sankt Valentin egentlig var.

På selve Valentinsdag byder vi på “party-in-pink” i et kæmpe illumineret silketelt på Kirketovet kl. 21. Tag danseskoene med – og damer: kom gerne i lyserødt, pink eller rødt og vær med til at skabe den rigtige, romantiske stemning.
Med romantisk hilsen
Charlotte & Charlotte
Wonderful Denmark på Facebook
27 januar, 2009Wonderful Denmark har nu fået sin egen side på facebook. Når brugerne ikke kommer til SL, så må SL komme til brugerne.
Siden er skruet sammen af Charlotte Jensen, der også står bag historie-onlinedk på facebook og den tilhørende webside www.historie-online.dk.
På siden finder du seneste nyt fra WD, billeder, eventkalender og et debatforum, hvor ordet er (næsten) frit.
Så nu kan du blive fan af Wonderful Denmark – klik her!
Fuldt hus til nytårskur
13 januar, 2009Invitation til nytårskur
6 januar, 2009
Hermed inviteres du til nytårskur og bal i Wonderful Denmark på mandag den 12.
januar kl. 20.30.
Til lejligheden er rådhusets store sal blev nyrenoveret med textures fra Amalienborg- museet, så alt stråler af guld og krystal, og er klar til begivenheden.
Find dit flotteste tøj frem fra garderoben og husk at invitere dine venner med. På Torvet vil du i ugen op til nytårskuren finde en del gratisting, bl.a. juveler og ordener, som kan være med til at gøre aftenen til noget særligt. Der vil også være landmarks til de shoppelystne, der mangler en smoking eller en aftenkjole.
Wonderful Denmark´s grundlægger Doctor Asp tager imod kl. 20.30 og efter den obligatoriske nytårstale, er der nytårsbal til klassiske toner samt champagne og pindemadder.
Så har du lyst til at se avatarer i fuld galla og se den nye rådhussal, så er der al mulig grund til at møde op mandag den 12. januar kl. 20.30, når den røde løber rulles ud foran rådhuset, lige overfor Torvet.
Bedre Byggeskik
4 januar, 2009
Landsforeningen Bedre Byggeskik eksisterede i perioden 1915-1965. Formålet med foreningen var bl.a. at udarbejde standardtegninger til huse primært på landet til gratis brug for bygmestre og håndværkere.
På Nytorv i Wonderful Denmark er netop åbnet en udstilling om foreningen med eksempler på de huse, der blev bygget i stor stil rundt omkring i Danmark på baggrund af tegninger fra Bedre Byggeskik.
Link til flere billeder fra udstillingen.
Link til udstillingen i Second Life.
Glædelig jul
24 december, 2008

Så blev det den 24. december og NU er det jul.
Vi har lige holdt juleafslutning på Torvet i Wonderful Denmark og ønsket hinanden glædelig jul.
Også fra teamet bag WD skal der lyde et stort glædelig jul til alle. På trods af alle pessimistiske udtagelser og forudsigelser, så eksisterer Second Life stadig, og i WD nærmer vi os 2-års fødselsdagen.
Pas godt på jer selv – uanset hvilken verden, I befinder jer i.

Skrevet af doctorasp 




Skrevet af doctorasp
Skrevet af doctorasp 














