Købstadshavnene og byvæksten 1798-1868

Størstedelen af de danske købstæder ligger med adgang til havet. Før Danmark blev spundet sammen af et tætmasket vej- og jernbanenet, var søvejen den primære færdselsåre. Derfor var havnen som byens port til omverdenen vital for vareudveksling, samfærdsel og kommunikation. Det kan derfor ikke undre, at købstadshavnen tillagdes stor lokal betydning i 1700- og 1800-tallet. Alligevel er havnene kun sjældent blevet genstand for systematiske studier. Den spredte litteratur findes frem for alt i købstadsmonografierne. Mens havnen i nogle monografier får stor opmærksomhed, er den fraværende i andre. En generel antagelse turde dog være, at havnen som regel overskygges af købstadens øvrige institutioner, markante borgere og/eller begivenheder i byens historie. Selv om havnen spillede en vigtig rolle for byens handel, så beskrives den ofte blot som et vedhæng til byen, og ikke som en mere integreret del af det økonomiske liv.

Nyere forskning har ellers fremhævet havneanlæg og -forbedringer som væsentlige faktorer i urbaniseringsprocessen. Per Boje og Ole Hyldtoft inddeler den danske urbanisering 1801-1911 i fire faser, hvoraf de to første er relevante i denne sammenhæng. Karakteristisk for den første fase 1801-1840 var den svage urbanisering. Mens den årlige befolkningstilvækst i købstæderne før 1840 var på ca. 1 pct., så var den i den anden fase 1840-1870, der prægedes af kraftig urbanisering, på ca. 11/23 pct. De første 70 år af 1800-tallet var en vækstperiode for de danske købstæder, om end væksten var højest i den senere del.

Tilbud på håndværker opgaver

Ifølge Boje og Hyldtoft var den tiltagende industrialisering dynamo for urbaniseringen, der dog først som sidst var “en følgevirkning af periodens økonomiske vækst og modernisering”. Ifølge Svend Aage Hansens beregninger var den årlige vækst i bruttofaktorindkomsten pr. capita fra 1820-1840 ca. 0,6 pct., mens den fra 1840-70 var ca. 1,35 pct. Hovedårsagerne til væksten var, at udlandet i stigende grad efterspurgte landbrugsvarer, og at landbrugets produktivitetstilvækst muliggjorde danske leverancer, hvorved Danmark efterhånden blev integreret i verdensøkonomien som eksportør af landbrugsvarer. Sat på spidsen var urbaniseringen således afledt af opsvinget i landbruget og eksporten.

Det følger normalt af forsikringsvilkårene, at forsikringen omfatter helbredsudgifter. b. § 124, stk. 1, 2. pkt., indeholder en almindelig begrænsning i den forsikredes pligt til at overholde sikkerhedsforskrifter eller træffe redningsforanstaltninger. Meningen har været at udelukke selskabet fra at forlange, at den forsikrede skal underkaste sig en alvorlig operation for at forebygge følgerne af et ulykkestilfælde eller en sygdom. Bortset herfra er det tvivlsomt, i hvilket omfang den forsikrede kan nægte at lade sig lægebehandle. Den forsikrede kan næppe afslå at underkaste sig en ufarlig lægebehandling under henvisning til, at det er i strid med hans religiøse opfattelse at lade sig lægebehandle. U 1991 .955 (ØLD): En ulykkesforsikret kvinde havde ved et ulykkestilfælde fået beskadiget et ledbånd i højre hånds tommelfinger og havde derved pådraget sig en invaliditetsgrad, der var så stor, at hun efter forsikringsvilkårene havde krav på erstatning. En speciallæge anbefalede en atrodeseoperation, såfremt generne ikke mindskedes, men anså i øvrigt tilstanden for stationær.

Forsikringsselskaber

Med henblik på at nedsætte invaliditetsgraden, så den blev så lille, at kvinden ikke havde krav på erstatning, forlangte forsikringsselskabet, at kvinden skulle underkast sig en atrodeseoperation. Retslægerådet oplyste, at en atrodeseoperation tilsigter en sammenvoksning af de to knogler, der indgår i tommelfingerens grundled. Operationen giver stor sikkerhed for reduktion af smerterne og medfører en forbedret kraft i tommelens greb, men disse fordele opnås på bekostning af bevægeligheden i tommelens grundled, som gøres stift. Indgrebet er almindeligt og indebærer alene den meget lille risiko, som uundgåeligt er forbundet med et operativt indgreb. Indgrebet foretages almindeligvis under l-2 døgns hospitalsindlæggelse og medfører efterfølgende uarbejdsdygtighed i 7 uger. – Det antoges, at kvinden ikke var forpligtet til at underkaste sig operationen, da det ville være et utilbørligt indgreb i hendes selvbestemmelsesret.

Hvad angår forholdet til reglerne om redningsforanstaltninger, gælder der navnlig følgende forskelle mellem § 52 og § 124: (1) Efter § 52 påhviler pligten til at træffe redningsforanstaltninger som hovedregel kun den sikrede, jfr. § 52, anmærkning i. Efter § 124 påhviler pligten til at træffe redningsforanstaltninger den forsikrede, dvs. den på hvis liv eller helbred forsikringen er tegnet. (2) § 52 finder kun anvendelse, når forsikringsbegivenheden er indtrådt, eller der er umiddelbar fare for, at den vil indtræde, jfr. § 52, anmærkning h. I modsætning hertil påhviler der efter § 124 den forsikrede en almindelig pligt til i hele forsikringstiden at forebygge forsikringsbegivenhedens indtræden. (3) § 52, jfr. § 53, indebærer, at forsikringsselskabet skal betale de omkostninger, der er forbundet med forsvarlige redningsforanstaltninger. Efter § 124 skal forsikringsselskabet ikke betale disse omkostninger. – Dette er imidlertid uden praktisk betydning. Ved ulykkes- og sygeforsikring vil de omkostninger, der er forbundet med forsvarlige redningsforanstaltninger, nemlig normalt have karakter af helbredsudgifter.

One thought on “Købstadshavnene og byvæksten 1798-1868

  1. Pingback: Billig Blikkenslager med 3 gratis tilbud – Doctor Asp's Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s